I modsætning til sin udeformerede slægtning anses den grønne Rätangranit for at være en letgenkendelig bjergart og en god ledeblok. På grund af de specielle farver kaldes den undertiden "tulipansten". Strengt taget er der ikke tale om en deformering, idet man kun sjældent ser tegn på foliering etc. Der er derimod tale om en ændring af mineralindholdet og en vis udviskning af skarpe mineralgrænser. Formentlig har der overvejende været tale om en hydrotermal alteration, som har givet sig udslag i, at grundmassen får en karakteristisk lysegrøn - sjældnere gulgrøn - farve, pga. saussuritisering*. Endvidere nedbrydes kvartskornene, så de oftest først ses under lup, som ofte blålige korn mellem plagioklasen. Titanit ofte meget fremtrædende og synlig uden lup. Indeholder ofte mere biotit og hornblende end den udeformerede type, og disse mineraler er i vid udstrækning omdannet til chlorit, hvilket også bidrager til den grønne farve. Megakryster af mikroklin og zonar plagioklas som i den udeformerede type - plagioklaserne dog mere udflydende. Nogle typer er moderat gnejsede.

Det kan være vanskeligt at drage en skillelinje mod rødgrøn Järnagranit, som vel ideelt burde have mere mættetrød kalifeldspat. Stammer denne bjergart fra Rätanbatholithen? Læs mere under Rätanbatholithen

*) Saussuritisering er omdannelse af Ca-plagioklas til saussurit, som er et mineralaggregat dannet ved hydrotermal alteration af Ca-plagioklas. Oprindeligt mente man, at saussurit var et selvstændigt mineral, men det har siden vist sig at bestå af en blandning af albit/oligoklas, zoisit og epidot med varierende mængder af calcit, sericit og calciumaluminiumsilikater, som ikke tilhører epidotgruppen.